Analyse på rådata fra tusindvis af sensorer letter bekæmpelse af oversvømmelser og forurening

Danmarks Miljøportal gør det lettere for kommuner, regioner, statslige myndigheder og private aktører at samarbejde effektivt om miljødata med cloudbaseret Internet of Things (IoT)-løsning fra timengo.

”Med den nye, cloudbaserede Internet of Things-løsning fra timengo, som vi har sat i drift i september 2020, bliver der mulighed for at styrke samarbejdet om opsporing og bekæmpelse af vandforurening samt varsling af risiko for oversvømmelser. Kommuner og bygherrer får også bedre grundlag for at planlægge med tanke på klimaforandringer og ekstremregn.”

Det siger Nils Høgsted, sekretariatsleder hos Danmarks Miljøportal, der drives som et partnerskab mellem staten, KL og Danske Regioner omkring fællesoffentlige miljødata.

Analyse af miljødata forebygger ødelæggelser

Nils Høgsted betragter den nye løsning som et stort skridt i retning mod at styrke samarbejdet om sensorbaserede miljøinformationer, der bruges i en lang række sammenhænge. Eksempelvis i bygge- og anlægssektoren, der årligt udfører opgaver for over 100 milliarder kroner. Her gør klimaforandringerne det stadig mere presserende at analysere målrettet på miljødata for at sikre infrastruktur, bolig- og erhvervsbyggeri mod konsekvenserne af bl.a. stormflod og ekstremregn.

”Alene på drift og vedligehold er det økonomiske potentiale virkelig stort”

Ligeledes lægges der mange kræfter i at sikre kvaliteten af grundvand, vandløb, søer og indre farvande. Derfor indsamler statslige, regionale og kommunale aktører i stor stil miljødata fra tusindvis af sensorer, men det er svært at anvende informationerne effektivt. Sensorer og IT-platforme er ofte indkøbt decentralt af eksempelvis den enkelte kommune, og løsningerne taler ofte ikke med hinanden. Derfor er det reelt ikke muligt at samarbejde effektivt om de indsamlede rådata – og ofte ejer aktørerne ikke engang informationerne selv.

Løsning kan skalere nærmest uendeligt

Det er baggrunden for beslutningen om at investere i den nye løsning, der bygger på en kombination af standardkomponenter fra Microsofts cloudbaserede Azure-platform og på en avanceret IoT-teknologi, der understøtter et bredt udvalg af sensorer og komponenter.

Løsningen åbner for, at aktører kan høste og samarbejde effektivt om sensordata fra blandt andet vandløb og kloaksystemer. Udviklingen af første version er finansieret af den fælles offentlige digitaliseringsstrategi og udviklet i et samarbejde med KL og Styrelsen for Data Forsyning og Effektivisering samt Miljøstyrelsen – der for øvrigt også er ved at blive koblet på som første bruger.

”Med den nye løsning kan vi endelig samle og analysere på data fra tusindvis af sensorer i ét system. Vi kan også let skalere og koble et nærmest vilkårligt antal aktører på – statslige institutioner, regioner, kommuner og private aktører. Grundlæggende vil alle, der ser en idé i at være med, kunne samarbejde frit om data med hinanden og bruge eksempelvis Machine Learning- eller AI-baseret analyse til at opnå nye indsigter på tværs af rådata om vejr, flow, vandstand og meget, meget mere,” siger Nils Høgsted.

”Når vi har vist løsningen frem for store virksomheder, så måber de nærmest over, hvor meget vi har fået for ret få penge”

Det økonomiske potentiale er ”virkelig stort”

Løsningen gør det ikke blot muligt at opnå tværgående indsigt i og optimere samarbejdet om høstede sensordata, men letter også genbrug og opkobling af eksisterende sensorer – hvilket i sig selv begrænser omkostningen til indkøb, installation og konfiguration af nye sensorenheder. En endnu større post er imidlertid drift og vedligehold, som løsningen kan være med til at minimere i meget betydelig grad. Blandt andet fordi den giver langt bedre muligheder for at kontrollere og fjernaflæse sensorerne i stedet for – som det ofte er tilfældet i dag – at skulle sende mandskab ud for at trække data fra hver enkelt sensor.

”Alene på drift og vedligehold er det økonomiske potentiale virkelig stort. Men generelt har løsningen rigtig mange kvaliteter. Det er nemt at koble nye brugere og deres sensorportefølje på, og da løsningen er bygget på standardteknologi, er både den økonomiske og systemmæssige risiko ganske lille for de aktører, der vælger at gå med i samarbejdet,” siger Nils Høgsted.

Har fået rigtig meget for ret få penge

”Når vi har vist løsningen frem for store virksomheder, så måber de nærmest over, hvor meget vi har fået for ret få penge. Skulle vi have lavet det selv, havde det kostet måske 10 eller 50 milioner. Det havde været helt urealistisk,” tilføjer han om den Azurebaserede IoT-løsning, der er købt som et såkaldt miniudbud på SKI 02.06.

Nils Høgsted vurderer det fremtidige potentiale som ganske betydeligt. I dag kan kommuner langs store å-løb for eksempel ikke uden videre dele, samarbejde og analysere på hinandens data om for eksempel vandføring; det kan blive langt nemmere fremover. Tilsvarende vil man kunne sammenstille og analysere på rådata om alt fra vejr og havvandsstand til flowmålinger, kvælstofudledninger, rotteanmeldelser og meget, meget mere og måske finde sammenhænge, man ikke er i nærheden af at kunne konkludere på i dag.

”Det er samfundsgavnligt i det helt brede perspektiv, og vi har kun så småt taget fat på mulighederne,” vurderer Nils Høgsted.

Nils Høgsted
er Sekretariatsleder
i Danmarks Miljøportal

Få kontakt til en specialist i IoT og IT-innovation.

Kontakt os via kontaktformularen, på telefon +45 8882 6290 eller
e-mail service@timengo.com.