Fuldt funktionel og dokumenteret Microsoft 365 på rekordtid

Det tager sædvanligvis uger eller måneder at konfigurere, implementere og dokumentere en Microsoft 365-installation. Men med en planlagt, automatiseret proces løste timengo opgaven på blot 2 timer og 44 minutter.

Da timengos konsulenter for nylig gav sig selv den udfordring at bygge en Microsoft 365-installation på rekordtid, gik der blot 2 timer og 44 minutter fra de satte i værk til uret stoppede igen.

”Så stod vi med en driftsklar og fuldt dokumenteret installation mellem hænderne. Komplet med fundament, cybersikkerhed, Exchange Online, SharePoint Intranet, Teams-politikker og fuld enhedsstyring via Microsoft Intune og opsætning af en standard-pc med samtlige apps og indstillinger på plads,” siger Jesper Petersen, Senior Cloud Advisor hos timengo.

“Ligeledes er både denne testinstallation – og vores dybe erfaring med Microsoft 365 i almindelighed – med til at give os et solidt grundlag for at hjælpe eksisterende Microsoft 365-kunder til at drage fuld nytte af deres investering,” bemærker han.

Undervejs gjorde man brug af alle de erfaringer og automatiserede processer til at sætte arbejdet på skinner, som timengo har brugt de seneste par år på at opbygge.

”Det er sådan en opgave, der normalt tager dage, uger eller måneder. Men mit bud er faktisk, at vi kan gøre det endnu hurtigere næste gang. For så er endnu flere muligheder for automatisering fra Microsoft på plads, og vi behøver ikke at bruge så mange kræfter på undervejs at forklare hinanden, hvad vi gør og hvorfor,” tilføjer Jesper Petersen.

“Det var vigtigt at gøre udfordringen så virkelighedsnær som mulig”

Maksimal forretningsværdi med begrænset ressourcetræk

”Med rekordforsøget ville vi gerne demonstrere – overfor omverdenen og for os selv – hvordan vi med systematik og automatisering kan give kunderne maksimal værdi af deres investering i en fart. Med fuld respekt for de økonomiske og ressourcemæssige rammer, der er til rådighed i små og mellemstore organisationer,” bemærker Martin Lundgaard, CTO og partner hos timengo.

Men selv om der var tale om en eksperimental Microsoft 365-installation til en fiktiv virksomhed, var installationen faktisk baseret på specifikationer og krav defineret efter en dags workshop afholdt med en af timengos kunder.

”Havde her været tale om en 100% standardiseret installation, ville vi nok have gjort det endnu hurtigere. Men det var vigtigt for os at gøre udfordringen så virkelighedsnær som mulig,” siger Martin Lundsgaard.

Automatisering gjorde udslaget

Microsoft 365 er blevet nemmere at konfigurere og implementere, men opgaven stiller stadig skrappe krav til partneren. Det er blandt andet nødvendigt at planlægge indsatsen og sætte både konfiguration, implementering og dokumentation i faste rammer og gøre udstrakt brug af automatisering, hvis man skal løse opgaven på dage eller timer fremfor på uger eller måneder.

Jesper Petersen erkender også, at det – som med rekordforsøgets forsøgsinstallation – er nemmere at bygge en Microsoft 365-installation fra bunden fremfor at skulle integrere til talrige eksisterende løsninger. Desuden er det gerne en væsentligt bedre forretning for kunden at gå all in.

”Måske har man allerede 3. partsløsninger, der lever op til virksomhedens behov – og som i sin tid blev valgt, fordi elementerne ikke var tilgængelige hos Microsoft. Men i dag ligger de som tæt integreret del af Microsoft 365. Så har man allerede platformen, betaler man faktisk også for dem. Uanset om man bruger dem eller ej,” siger Jesper Petersen.

”Samtidig hænger elementerne virkelig godt sammen, har et meget højt sikkerhedsniveau og der er potentielt rigtig mange penge og ressourcer at spare ved at bruge dem. Ikke kun set fra et snævert licensmæssigt synspunkt, men særligt hvis du sammenligner med, hvor krævende det er at skulle administrere et ”kludetæppe” af komponenter fra talrige producenter,” siger han.

Han bemærker dog, at de automatiserede processer til implementering og dokumentation, som konsulenterne gjorde brug af undervejs i rekordforsøget, også kommer i anvendelse når timengo konfigurerer og implementerer Microsoft 365 til brug i en organisation med eksisterende infrastruktur.

”Vi har bygget et robust fundament op, som også gør os i stand til at sætte platformen op i en eksisterende driftsstruktur og dokumentere den samlede proces. Hvilket jo er af helt central betydning for at sikre compliance med både interne politikker og regulative rammer såsom GDPR og – når det bliver aktuelt – NIS2,” siger Jesper Petersen.

Se hvordan det gik da vi besøgte Microsoft i Lyngby og begik vores eget første forsøg på en verdensrekord i udrulning af en fuld Microsoft cloud platform.

Du ønsker at udnytte fordelene i cloud. Vi hjælper dig med at realisere dem.

Kontakt os via kontaktformularen, på telefon +45 8882 6290 eller
e-mail service@timengo.com.

    Ved at indsende denne formular giver du samtykke til, at timengo a/s må behandle de personoplysninger, du har indtastet for at kunne håndtere din henvendelse. Læs mere om dine rettigheder, samt hvordan du kan kontakte timengo a/s og/eller klage i vores persondatapolitik.