Kunde
UFDS

IT-løsning
Bekymringsfri IT

Samarbejde mellem UFDS og timengo om stabilitet, support og compliance

UFDS (Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfart) bruger timengo som ekstern IT-afdeling – og får samtidig dokumentation for, at der tages hånd om sikkerhed, drift og compliance i den strengt regulerede finansielle sektor.

UFDS (Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfart) er en nicheaktør i forsikringsverdenen, der udelukkende fokuserer på arbejdsskadeforsikring for søfarende på danske skibe. Som et gensidigt og stærkt specialiseret forsikringsselskab har UFDS en særlig forståelse for deres medlemmers behov, og deres medlemmer dækker kollektivt for hinanden.

”Vi er unikke i branchen i den forstand, at vi kun har ét produkt på hylderne, nemlig at arbejdsskadeforsikre søfarerne ombord på danske skibe. Det er en opgave, som vi i al beskedenhed er ganske gode til at løfte. Både ved lavpraktisk at sørge for, at skadelidte får de penge, de er berettiget til, og ved løbende at tage en informeret dialog med medlemmerne om, hvordan de minimerer risikoen for arbejdsskader,” konstaterer Jacob Munch, CEO for UFDS.

Lille organisation skal leve op til store krav

Men selv om UFDS er en ganske lille organisation, er man som aktør i den finansielle sektor stadig underlagt skrappe krav til drift af den digitale infrastruktur. Det er blandt meget andet afgørende med konstant opdateret dokumentation for bl.a. sikker drift, løbende opdatering af sårbarhedsanalyse og lovmedholdelig opbevaring og håndtering af data. Det er blandt årsagerne til, UFDS har valgt at samarbejde med timengo.

”Vi er kun én fuldtidsansat – nemlig mig – men er opbygget som netværksorganisation med en lille snes tilknyttede specialkonsulenter og revisorer,” siger Jacob Munch.

Derfor ville det på flere måder ikke give mening at have en fuldtidsansat IT-specialist, forklarer han. Dels ville UFDS blive for sårbare i tilfælde af f.eks. sygdom, dels ville vedkommendes kompetencer skulle spænde over et ekstremt bredt felt.

”I stedet har vi valgt at samarbejde med timengo, der som ekstern IT-afdeling har dybt kendskab til alle dele af vores – næsten 100% cloud- og Microsoft-baserede – infrastruktur. Det minimerer i betydelig grad de bekymringer, jeg ellers kunne have om hvorvidt der er styr på IT-driften,” siger Jacob Munch. Det er også timengo, som har hjulpet UFDS med at overgå til den cloud-baseret IT-infrastruktur, hvilket giver en fleksibilitet og skalerbarhed, der er vital for organisationens specifikke behov. Vel at mærke samtidig med, at IT-systemerne understøtter forretningens kerneaktiviteter så effektivt som muligt.

”Ligeledes er det timengo, der sørger for, at UFDS’ IT-infrastruktur er stabil og sikker – samt løbende leverer opdateret dokumentation for, at den lever op til de strikse regler, der gælder for finansielle institutioner,” siger Jacob Munch.

“jeg har adgang til en langt bredere og dybere kompetencebank, end hvis jeg havde en eller endda flere IT-specialister ansat”

Jacob Munch, Adm. direktør hos UFDS

Dokumentation giver svar på rede hånd

Samarbejdet mellem UFDS og timengo er dybt integreret og omfattende. Jacob Munch forklarer, hvordan timengo ikke bare overvåger UFDS’ systemer – og i særdeleshed den cloudbaserede Microsoft 365-løsning – men også aktivt forvalter løsningerne og rådgiver om sikkerhedsindstillinger og systemopdateringer.

“Vi holder kvartalsvise møder med timengo, hvor vi gennemgår alt fra kommende sikkerhedsopdateringer og funktionaliteter til compliance checks. Det sikrer, at alt fungerer som det skal, og at vi altid har svar på rede hånd, hvis f.eks. Finanstilsynet eller vores egne revisorer har spørgsmål,” siger Jacob Munch.

En af de centrale services, timengo tilbyder som IT-outsourcingpartner for UFDS, er den såkaldte Microsoft 365 Evergreen service. Denne service sikrer bl.a., at UFDS altid har de nyeste opdateringer og sikkerhedsindstillinger, samt at deres Microsoft 365 er skræddersyet til at møde de specifikke behov, UFDS har som finansiel institution.

“Det er således ikke blot et spørgsmål om at have den nyeste software, men om at have en løsning og et sæt dokumentation, der tilfredsstiller både vores IT- og compliance-behov,” pointerer Munch.

”Samarbejdet med timengo er velfungerende, og når jeg har brug for hjælp, så er den altid lige ved hånden – og når det haster, så går det også stærkt. Så det er pengene værd, og jeg har adgang til en langt bredere og dybere kompetencebank, end hvis jeg havde en eller endda flere IT-specialister ansat. Samtidig er der styr på systemerne og dokumentation for alt. Det giver ro i maven,” konstaterer Jacob Munch.

Om UFDS
Ulykkesforsikringsforbundet for Dansk Søfart er et gensidigt forsikringsselskab, der har forsikret personale til søs i mere end 100 år. Vi blev etableret i 1901 med det formål at levere forsikringer til lav pris med høj kompetence inden for det maritime erhverv. UFDS forsikrer rederiernes personale på havet i forbindelse med arbejdsrelaterede ulykker.

www.ufds.dk

Du ønsker at udnytte fordelene i cloud. Vi hjælper dig med at realisere dem.

Har du brug for mere information eller sparring, så grib ud efter os. Vi tager meget gerne en uforpligtende snak.

Kontakt os via kontaktformularen, på telefon +45 8882 6290 eller
e-mail service@timengo.com.